Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Kontakt Koordinationsenheden for børnebortførelser

Hvis du har mistanke om, at dit barn er ved at blive bortført til udlandet lige nu, skal du straks kontakte politiet på telefon 114. Det er politiet, der har mulighed for fysisk at forhindre, at dit barn bringes ud af landet.

Hvis der er en akut risiko for, at dit barn er på vej ud af landet, og der er fælles forældremyndighed, og du har kontaktet politiet, kan du ringe til Koordinationsenheden for Børnebortførelsers rådgivningslinje på telefon:

40 50 50 26

Står du ikke i en akut situation, og er der fælles forældremyndighed, skal du kontakte Statsforvaltningen på telefon 72 56 70 00. 

 

Koordinationsenheden for børnebortførelser

Rådgivningslinjen er åben 24 timer i døgnet alle ugens dage (undtagen jule- og nytårsaften) og bliver betjent af medarbejdere i ministeriet. 

Medarbejderen har mulighed for at vejlede dig om følgende:

  • Hvilke regler, der gælder i din situation.
  • Hvilke myndigheder du bør rette henvendelse til, og hvad de kan hjælpe dig med.
  • Hvilke forholdsregler du selv kan tage.

Vi har også mulighed for at træffe en midlertidig afgørelse om forældremyndighed efter forældreansvarsloven, hvis vi på baggrund af politiets oplysninger vurderer, at der er en konkret og reel risiko for, at dit barn er på vej ud af landet, for at sikre, at barnet bliver i Danmark (§ 27). 

Det er en betingelse, at der er tale om en akut bortførelsesrisiko. F.eks. at den ene forælder er forsvundet sammen med barnet, og politiet kan bekræfte, at oplysningerne i sagen tyder på, at den pågældende forælder vil rejse ud af Danmark med barnet.

Medarbejderen har ikke mulighed for at gøre følgende:

  • Hjælpe dig med fysisk at hente barnet tilbage.
  • Hjælpe dig, hvis du har forældremyndigheden alene. Kontakt da politiet.
  • Hjælpe dig, hvis du ikke har del i forældremyndigheden. Den anden forælder må i så fald gerne rejse uden dit samtykke.
  • Repræsentere dig i forhold til andre myndigheder mv. i Danmark eller udlandet eller i forhold til den anden forælder, der har bortført eller vil bortføre jeres barn.