Økonomisk hjælp

Hvis du er forælder til et barn eller børn, som er bortført fra Danmark til udlandet eller ulovligt tilbageholdes der, skal du som udgangspunkt selv betale de udgifter, der er forbundet med din sag.

I nogle lande er der mulighed for at søge om fri proces til udgifter forbundet med retssagsbehandlingen i det land, som barnet er bortført til eller ulovligt er tilbageholdt i.

Din private retshjælpsforsikring vil ligeledes dække en del af de udgifter, du måtte have til sagen.

Privat forsikring

Hvis du har en privat forsikring (f.eks. indboforsikring), indeholder denne i de fleste tilfælde en retshjælpsforsikring.

Du bør derfor kontakte dit forsikringsselskab for at undersøge, hvilke udgifter forsikringen dækker i forbindelse med retssager om børnebortførelse til udlandet.

Fri proces

Fri proces betyder, at staten giver økonomisk hjælp for at sikre den enkelte borgers adgang til domstolene. Formålet med fri proces er altså at give personer med mindre gode økonomiske forhold mulighed for at føre retssag på linje med personer med bedre økonomiske forhold.

Hvis der skal føres en sag om forældremyndighed i Danmark, gælder reglerne om fri proces. Du kan få nærmere vejledning om fri proces hos Civilstyrelsen eller din advokat.