Haagerkonventionen af 1980

Haagerkonventionen af 25. oktober 1980 om de civilretlige aspekter af internationale børnebortførelser har til formål at sikre en umiddelbar tilbagegivelse af et barn, som er bortført til eller ulovligt tilbageholdt i et andet land end der, hvor barnet normalt bor.

Formålet med konventionen er, at barnet skal bringes tilbage til bopælslandet, sådan at tvister mellem forældrene om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær kan blive løst der.

Haagerkonventionen kan bruges i alle situationer, dvs. hvor man har del i forældremyndigheden enten efter loven eller på baggrund af en afgørelse om forældremyndighed eller barnets bopæl. Europarådskonventionen kan derimod kun bruges, hvis der er truffet en afgørelse om forældremyndighed, barnets bopæl eller samvær. Denne afgørelse skal også kunne fuldbyrdes.

Konventionen definerer en bortførelse eller tilbageholdelse som ulovlig, hvis den strider mod en forældremyndighedsindehavers rettigheder, som rent faktisk blev udøvet på det tidspunkt, da barnet blev bortført eller tilbageholdt.

Hvis der foreligger en børnebortførelse, har det land, hvor barnet er bortført til, pligt til at tilbagegive barnet. Tilbagegivelse kan dog nægtes, hvis et af følgende er opfyldt:

  • Der er gået mere end 1 år siden bortførelsen/tilbageholdelsen skete, og barnet er faldet til i de nye omgivelser
  • Tilbagegivelsen vil indebære alvorlig risiko for barnets sjælelige eller legemlige sundhed eller på anden måde sætte barnet i en situation, som barnet ikke bør tåle
  • Barnet modsætter sig selv tilbagegivelsen og har opnået en sådan alder og modenhed, at der bør tages hensyn til barnets mening
  • En tilbagegivelse vil ikke være forenelig med grundlæggende principper til beskyttelse af menneskelige friheder og rettigheder (ordre public).

Konventionen indeholder krav om, at sager om tilbagegivelse skal behandles hurtigt, og at der skal være truffet en beslutning inden 6 uger efter modtagelsen af sagen.

I konventionen lægges der op til, at der findes en forligsmæssig løsning på sagen.

For ikke at gøre bopælslandets afgørelse om forældremyndighed illusorisk, må det land, hvor barnet er bortført til ikke træffe afgørelse om forældremyndighed, så længe der verserer en sag om tilbagegivelse.

Konventionen omfatter kun børn under 16 år og har alene betydning i forhold til de stater, der har tiltrådt konventionen. Konventionen gælder både børnebortførelser fra Danmark til et andet konventionsland og børnebortførelser fra et andet konventionsland til Danmark.

Du kan se listen over stater, som Danmark samarbejder med efter konventionen, til højre. Danmark arbejder løbende med at udvide kredsen af stater, som Danmark samarbejder med om konventionen.

Samarbejdslande

  • Albanien
  • Andorra
  • Argentina
  • Armenien
  • Australien
  • Bahamas
  • Belgien
  • Bolivia
  • Bosnien-Hercegovina
  • Brasilien
  • Bulgarien
  • Canada
  • Chile
  • Colombia
  • Cypern
  • Dominikanske Republik
  • Ecuador
  • El Salvador
  • Estland
  • Filippinerne
  • Finland
  • Frankrig
  • Georgien
  • Grækenland
  • Holland
  • Honduras
  • Hviderusland
  • Irland
  • Island
  • Israel
  • Italien
  • Jamaica
  • Japan
  • Kasakhstan
  • Kina (kun regionerne Hong Kong og Macau)
  • Korea
  • Kroatien
  • Letland
  • Litauen
  • Luxemburg
  • Malta
  • Marokko
  • Mexico
  • Monaco
  • Montenegro
  • New Zealand
  • Nordmakedonien
  • Norge
  • Panama
  • Peru
  • Polen
  • Portugal
  • Rumænien
  • Rusland
  • San Marino
  • Schweiz
  • Serbien
  • Seychellerne
  • Singapore
  • Slovakiet
  • Slovenien
  • Spanien
  • Storbritannien
  • Sverige
  • Sydafrika
  • Tjekkiet
  • Tunesien
  • Tyrkiet
  • Tyskland
  • Ukraine
  • Ungarn
  • Uruguay
  • USA
  • Usbekistan
  • Venezuela
  • Østrig