Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Haagerkonventionen af 1996

Haagerkonventionen af 19. oktober 1996 om kompetence, lovvalg, anerkendelse, fuldbyrdelse og samarbejde vedrørende forældreansvar og foranstaltninger til beskyttelse af børn kaldes i daglig tale Haagerbørnebeskyttelseskonventionen.

Formålet med konventionen er at sikre, at børn med tilknytning til flere lande er ligeså effektivt beskyttede som børn, der kun har tilknytning til et land. Konventionen indeholder ikke materielle børnebeskyttelsesregler, men skal supplere allerede gældende nationale og internationale regler om beskyttelse af børn.

Konventionen gælder bl.a. i sager om børnebortførelse og udbygger det internationale samarbejde om beskyttelse af børn, der blev etableret ved Haagerkonventionen af 25. oktober 1980 om de civilretlige aspekter af internationale børnebortførelser (Haagerkonventionen af 1980) og Europarådskonventionen af 20. maj 1980 om anerkendelse og fuldbyrdelse af forældremyndighedsafgørelser (Europarådskonventionen af 1980).

Konventionen definerer en bortførelse – eller en tilbageholdelse af et barn – som ulovlig, hvis den strider mod en forældremyndighedsindehavers rettigheder, og denne forældremyndighed faktisk blev udøvet, da bortførelsen fandt sted, eller ville være blevet udøvet, hvis ikke bortførelsen var sket.

Ligesom Haagerkonventionen af 1980 sikrer Haagerbørnebeskyttelseskonventionen, at der ikke i den konventionsstat, som barnet er bortført til, kan træffes en afgørelse om forældremyndigheden over barnet. Sådanne afgørelser skal træffes i den stat, barnet er bortført fra. Er barnet bortført, anses barnet således fortsat for at have juridisk bopæl i det land, hvor barnet boede før bortførelsen. Kun myndighederne i dette land kan træffe afgørelse om forældremyndighed m.v. over barnet.

Barnet anses dog for at have skiftet juridisk bopæl til det andet land, hvis en af følgende betingelser er opfyldt:

  • En ansøgning om tilbagegivelse afslås.
  • Enhver person, institution eller myndighed, der har forældremyndighed over barnet, har affundet sig med bortførelsen/tilbageholdelsen.
  • Barnet har boet i den anden stat i mindst 1 år siden bortførelsen/tilbageholdelsen, der verserer ikke nogen sag om tilbagegivelse af barnet, og barnet er faldet til i sine nye omgivelser.

Konvention indeholder også bestemmelser om anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser – herunder midlertidige afgørelser - om forældremyndighed og barnets bopæl. En aftale om forældremyndighed, som statsforvaltningen har godkendt, eller et retsforlig om forældremyndighed, er omfattet af disse bestemmelser, da sådanne aftaler og forlig kan fuldbyrdes efter dansk ret.

En anmodning om tilbagegivelse af et bortført barn kan bygge på en afgørelse om forældremyndighed, der enten giver forældrene fælles forældremyndighed eller giver den forælder, som barnet er bortført fra, eneforældremyndighed over barnet. Anmodningen kan også bygge på en afgørelse, som giver barnet bopæl hos den forælder, som barnet er bortført fra.

En afgørelse om forældremyndighed og/eller barnets bopæl skal som udgangspunkt anerkendes og fuldbyrdes i de øvrige kontraherende stater. Betingelserne for at nægte at anerkende og fuldbyrde en afgørelse er derfor strenge og kan navnlig kun afslås i følgende situationer:

  • Afgørelsen blev truffet af en myndighed, der efter konventionens regler ikke havde kompetence til at træffe afgørelsen.
  • Afgørelsen blev truffet, uden at barnet havde mulighed for at blive hørt i modstrid med grundlæggende retsplejeprincipper, og der var ikke tale om et hastetilfælde.
  • Anerkendelse af afgørelsen vil åbenbart stride mod grundlæggende retsprincipper i den stat, som anmodningen rettes til, under hensyntagen til barnets bedste.
  • Afgørelsen er uforenelig med en senere afgørelse m.v. truffet i en ikke-kontraherende stat, hvor barnet havde sit sædvanlige opholdssted, og denne senere afgørelse opfylder betingelserne for at blive anerkendt.

Afgørelser m.v. om forældremyndighed m.v. kan også søges anerkendt og fuldbyrdet efter Europarådkonventionen  eller efter  Haagerkonventionen af 1980 . Hvis Danmark samarbejder med det land, som barnet er bortført til eller tilbageholdes i, efter flere konventioner, afhænger det af den enkelte sag, efter hvilken konvention barnet søges tilbagegivet.

Efter Haagerbørnebeskyttelseskonventionen skal forældremyndighed, der ikke følger af en afgørelse, men som følger af loven, anerkendes i de øvrige kontraherende stater. F.eks. har forældre, der er gift med hinanden ved barnets fødsel, efter dansk ret fælles forældremyndighed over barnet.

Konventionen finder anvendelse på et barn fra tidspunktet for dets fødsel, og indtil det er fyldt 18 år. Konventionen har alene betydning i forhold til de stater, der har tiltrådt konventionen, og som Danmark samarbejder med efter konventionen. Konventionen gælder børnebortførelser både fra Danmark til et andet konventionsland og fra et andet konventionsland til Danmark.

På nuværende tidspunkt er konventionen tiltrådt af 34 stater ud over Danmark. Danmark har indgået samarbejde om konventionen med 32 stater (se listen til højre). Danmark arbejder løbende med at udvide kredsen af lande, som Danmark samarbejder med om konventionen.

Samarbejdslande

  • Albanien
  • Armenien
  • Australien
  • Belgien
  • Bulgarien
  • Cuba
  • Cypern
  • Den Dominikanske Republik
  • Ecuador
  • Estland
  • Finland
  • Frankrig
  • Georgien
  • Grækenland
  • Holland
  • Irland
  • Italien
  • Kroatien
  • Lesotho
  • Letland
  • Litauen
  • Luxemborg
  • Malta
  • Marokko
  • Monaco
  • Montenegro
  • Norge
  • Polen
  • Portugal
  • Rumænien
  • Rusland
  • Schweiz
  • Serbien 
  • Slovakiet
  • Slovenien
  • Spanien
  • Storbritannien
  • Sverige
  • Tjekkiet
  • Tyskland
  • Tyrkiet
  • Ukraine
  • Ungarn
  • Uruguay
  • Østrig