Det følger af konventionens artikel 5, at myndighederne i det land, hvor barnet har sit sædvanlige opholdssted (dvs. bopæl), som udgangspunkt har kompetence til at træffe afgørelse om beskyttelsesforanstaltninger omfattet af konventionen, herunder anbringelse af børn uden for hjemmet. Hvis barnets sædvanlige opholdssted ændres til et andet konventionsland, overgår kompetencen til myndighederne i det land, hvor barnet har fået nyt sædvanligt opholdssted.
Artikel 6 i konventionen omhandler kompetencen i forhold til flygtningebørn, børn, der er internationalt fordrevne på grund af uroligheder i deres land, og børn, hvis sædvanlige opholdssted ikke kan fastslås. I disse tilfælde har myndighederne i det land, hvor barnet befinder sig, samme kompetence, som er beskrevet i konventionens artikel 5.
Hvis et barn er bortført, beholder myndighederne i det land, som barnet er bortført fra, efter konventionens artikel 7 som udgangspunkt kompetencen.
Efter artikel 11 kan myndighederne, på hvis område barnet befinder sig, dog træffe alle nødvendige beskyttelsesforanstaltninger i hastetilfælde. Dette kan fx være tilfældet, hvis barnet opholder sig i Danmark på ferie eller andre kortvarige ophold, og en kommune bliver opmærksom på, at barnet har akut behov for en foranstaltning.
Artikel 12 giver myndighederne i et land, hvor barnet befinder sig, kompetence til at træffe foreløbige beskyttelsesforanstaltninger med en territorialt afgrænset virkning i det pågældende land.
Det følger derfor af bestemmelserne i konventionen, at det som udgangspunkt kun er myndighederne i det land, hvor barnet har sædvanligt opholdssted, der kan træffe beskyttelsesforanstaltninger over for et barn eller en ung, herunder fx afgørelse om anbringelse uden for hjemmet.
Der skal tages udgangspunkt i barnets egen situation, hvorfor det i udgangspunktet ikke er relevant, hvor og i hvilket land en forælder eller en forældremyndighedsindehaver bor. Hvis det kun er forælderen eller forældremyndighedsindehaveren, som bor i det pågældende land, men barnet bor i et andet land, er der efter konventionen ikke kompetence til at træffe afgørelser, der vedrører barnet. Barnets nationalitet er heller ikke relevant for, hvor barnet har sædvanligt opholdssted.
Ved 'barnets sædvanlige opholdssted' forstås barnets eller den unges bopæl, dvs. det sted, hvor barnet eller den unge har sit hjem, og hvor barnets eller den unges ejendele i almindelighed befinder sig. Det er også, hvor barnet eller den unge opholder sig, når barnet eller den unge ikke af særlige grunde opholder sig et andet sted, f.eks. på grund af sygdom, ferie eller studierejse.
Det beror således på en konkret vurdering, om et barn eller en ung har bopæl i Danmark i konventionens forstand.
Hvis barnet eller den unge under behandlingen af en anbringelsessag flytter fra Danmark og tager bopæl i et andet land, mister danske myndigheder kompetencen til at fortsætte behandlingen af sagen, og myndighederne skal afslutte sagen.
Kommunen skal dog være opmærksom på underretningspligten i internationale sociale sager. Kommunen har således pligt til at underrette myndighederne i et andet land, hvis et barn er udsat for alvorlig fare, og kommunen finder ud af, at barnet har taget ophold i det pågældende land. Dette gælder, hvis kommunen inden barnets udrejse havde truffet afgørelse om beskyttelsesforanstaltninger eller havde overvejet at gøre det.
Læs mere om underretninger til udlandet